REFERAT FRA STØTTEFORENINGENS FEST FOR HOSPICE SJÆLLAND 9.SEPTEMBER 2016
Så gjorde de det igen! – Inge og Erling Møllehave. Det initiativrige ægtepar har i en årrække stået for at arrangere støttekoncert for Hospice Sjælland – et kæmpe arbejde og med succes hver gang. Et stort udbud af kunstnere havde sagt ja til at støtte den gode sag. Rammerne var perfekte: En smuk sensommeraften i Kirke Såby, hvor kirken var fuld. Kunstnerne og de indbudte talere sørgede for, at stemningen var i top. Imponerende variation i, hvad vi oplevede: Opera, trompetsolo, gospel, salmer, H.C. Andersen oplæsning og ”big band”.
Aftenen sluttede med auktion over kunstværker i sognehuset, natmad og en overraskelse. Overraskelsen var bakkesangerinden Charlotte Emmery, som havde os i sin hule hånd og fik forsamlingen til at klukke af latter.
Vores forening var repræsenteret ved formand Annie Frederiksen og de to tidligere – Tove Nielsen og undertegnede, hvis mand Hans Dal også deltog som kunstner. Det blev en flot, bevægende og opløftende aften, som vi kan takke Inge, Erling og de medvirkende og de hospicefrivillige for.
Mange glade hilsner
Marianne Harboe