Foreningen af Frivillige ved Hospice.
Foreningens vedtægter er revideret den 13. maj 2023
VEDTÆGTER
Navn og hjemsted:
§ 1. Foreningens navn er “Foreningen af Frivillige ved Hospice” “Hospice” omfatter hospicer, hjemmehospicer, palliative afdelinger og lignende i Danmark.
“Frivillige” omfatter frivillige og koordinatorer ved hospicer, som ønsker orientering om foreningen.
§ 2. Foreningens hjemsted er den til enhver tid siddende formands postadresse.
Formål:
§ 3. Foreningens formål er at styrke og udbrede brugen af “ Kunstnere i Hospice “ samt støtte projekter til gavn for patienter, pårørende og de frivilliges indsats.
Tildeling af økonomiske midler skal ske ved ansøgning til bestyrelsen. Formål og budget vedlægges og sendes til formandens adresse.
Bestyrelsen:
§ 4. Bestyrelsen består af frivillige/ koordinatorer som vælges på foreningens årlige generalforsamling:
– Formand, der vælges direkte på generalforsamlingen for en 2-årig periode.
– 4 medlemmer, der ligeledes vælges for en 2-årig periode.
I lige år vælges 2 medlemmer til bestyrelsen, og i ulige år vælges 3 medlemmer til bestyrelsen.
Desuden vælges en suppleant for bestyrelsen. Suppleanten vælges for 1 år.
Ud over de 5 bestyrelsesmedlemmer vælger generalforsamlingen en repræsentant fra ”Kunstnere i Hospice” i det omfang en kunstner stiller sig til rådighed for valg.
Genvalg kan finde sted.
Marianne Harboe og Hans Dal er, som initiativtagere til ”Foreningen af Frivillige ved Hospice” og sammenslutningen af ”Kunstnere i Hospice”, at betragte som frivillige på lige fod med de øvrige frivillige.
Bestyrelsen konstituerer sig med valg af kasserer blandt bestyrelsens medlemmer.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede. Formandens stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.
I øvrigt fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.
Generalforsamlinger:
§ 5. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Generalforsamlinger indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden.
Frivillige/ koordinatorer kan afgive stemme på generalforsamlinger ved personligt fremmøde.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Formanden aflægger beretning for bestyrelsens arbejde det forløbne år.
4. Beretning fra ”Kunstnere i Hospice”.
5. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskabet.
6. Indkomne forslag.
7. Valg af bestyrelse.
8. Valg af suppleant for bestyrelsen.
9. Eventuelt valg af repræsentant for ”Kunstnere i Hospice”.
10. Valg af ekstern revisor.
11. Eventuelt.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned og indkaldelsen lægges på foreningens hjemmeside.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen anser det for nødvendigt med angivelse af dagsorden.
Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal fremsendes skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Indkomne forslag videresendes af
bestyrelsen til frivillige/ koordinatorer, der har tilmeldt sig generalforsamlingen.
Beslutningsreferat – tiltrådt af dirigent og formand – fra foreningens generalforsamlinger lægges på hjemmesiden: hospicefrivillige.dk
Foreningens regnskab og tegningsret:
§ 6. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Årsregnskab udarbejdes af kasserer med assistance af ekstern revisor.
Regnskabet godkendes på den ordinære generalforsamling.
Foreningens midler anbringes i foreningens navn på en bankkonto. Formand og kasserer har fuldmagt til kontoen, som de hver især kan disponere over.
Foreningen tegnes af bestyrelsesformanden samt et bestyrelsesmedlem.
Ændring af vedtægter og opløsning af foreningen:
§ 7. Ændringer af foreningens vedtægter kan kun ske på en generalforsamling og med vedtagelse af almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte frivillige.
Forslag til foreningens opløsning skal udsendes sammen med indkaldelse til en generalforsamling. Beslutning om foreningens ophør kræver to tredjedel af de stemmeberettigedes tilstedeværelse.
Ved foreningens ophør skal eventuelt kapital tilfalde de på tidspunktet for generalforsamlingens afholdelse registrerede ”Kunstnere i Hospice” ordningen.